Søgeresultater

Du har søgt på Brætspil - Vi fandt 1

5 gode brætspil til weekendtur

juli 2019


Hvis ikke en sommerhustur skriger på rejsespil, hygge og grin, hvad gør så? Brætspil egner sig godt både til lune sommeraftner med grillmad og rødvin på terrassen samt en kold vinteraften med tæpper, te og en knitrende brændeovn. Men det store spørgsmål melder sig altid – ’hvad skal vi spille?’ og ofte er det det samme gamle og slidte Ludospil, der bliver fundet frem gang på gang. Vi har samlet 5 geniale must-have brætspil, der kan gøre sommerhusturen endnu sjovere og endnu hyggeligere.   HINT Er Bezzerwizzer og Trivial Pursuit blevet liiiidt for kedeligt og ensartet, skal I prøve deres sjove, skøre og vilde lillesøster; HINT. Har I en god portion selvironi, og er I ikke blege for at udstille jer selv på en fjollet måde, så er HINT det helt ideelle brætspil. Spillet vil uden tvivl få jer til at falde ned af stolene og skrige af grin. Der findes tre forskellige udgaver, en hvid, et rødt og et blåt, men fælles for dem alle er, at I på hold dyster mod hinanden i forskellige kategorier. Ved at mime, nynne, tale og tegne alt fra køleskabets indhold til magtfulde personligheder, skal spillerne gøre deres bedste for at få deres hold til at gætte alle ord på kortet, inden tiden løber ud, og uden at gætte det ’røde ord’.   EGO Ego er en helt perfekt, sjov og nytænkende måde at lære hinanden bedre at kende på. Spillet kan både spilles af gode venner, tæt familie samt af personer, der kender hinanden mindre godt, for selvom I tror, at I kender hinanden ud og ind, vil I igennem EGO lære nye sider af hinanden at kende. Ved at blive stillet over for livets store dilemmaer samt at skulle vurdere dig selv, skal de andre spillere gætte på, hvad DU svarer om dig selv. Hvor god er du fx til at huske mærkedage, og hvad ville du gøre, hvis du vandt 45 millioner i Lotto? Find ud af hvad dine venner, familie og bekendte tror, du svarer.   Catan Settlers of Catan, Settlers eller bare Catan – kært barn har mange navne, men uanset hvad du kalder det, er Catan serien et sjovt, spændende og strategisk spil. Spillet er evigt foranderligt, hvilket betyder, at to spil aldrig forløber ens. Selvom du er en mester i taktik i det første spil, er det ikke sikkert, at taktikken virker i det næste. De forskellige spil i serien kan medtage forskellige antal spillere – alt fra 2-4 spillere til 5-6 spillere, og børn fra 10 år kan være med i de fleste spil. Udfordr hjernens taktiske og strategiske sans med Catan spillene og få mange timer til at gå med dette spændende spil.   Det Dårlige Selskab Det Dårlige Selskab er det ultimative selskabsspil og egner sig derfor yderst godt, hvis I er en flok venner, der er på sommerhustur sammen. I er garanteret tårepressende grineflip og mavekramper som følge, og det Dårlige Selskab formår at sætte gang i enhver sammenkomst! Med kort, som bliver tildelt hver spiller, skal I fuldende forskellige sætninger, hvoraf den sjoveste vinder runden. Resultaterne er hylende morsomme, men kan også være grove, sjofle og upassende, så spillet egner sig ikke som familiespil eller for børn under 16 år.   Magic Maze Magic Maze vandt i 2018 Den Gyldne Guldbrik (en anerkendt brætspilspris) i kategorien ’familiespil’ – og med god grund! I spillet bliver I udfordret på jeres samarbejdsevne, og I kan være helt op til 8 spillere rundt om bordet til Magic Maze.  Uden at tale sammen skal I stjæle objekter i stormagasinet, inden timeglasset rinder ud. Spillet består af forskellige opgaver, som skal løses, og I navigerer rundt i spillet ved at rykke på brikkerne. Et sjovt, pirrende og udfordrende spil for hele familien. Når I skal på weekendtur, hvad enten I er en gruppe venner, en familie eller et forelsket kærestepar, så husk at pakke brætspillene, hvis der skal skrues op for hyggen! Læs også, hvad du ellers skal huske at pakke her.