Sådan undgår du rygsmerter på rejsen
december 2021
Undgå unødvendige rygsmerter på rejsen
En lang togrejse eller flere timer i flysædet kan være opskriften på ulidelige rygsmerter. Det er en virkelig ærgerlig måde at starte sin ferie på, men der er heldigvis noget, som du selv kan gøre.
Træn dig klar til rejsen
Du kan gøre dig selv en kæmpe tjeneste, hvis du laver nogle styrkende rygøvelser op til og efter din rejse. På denne måde har ryggen noget at stå imod med under den lange rejsetid, og de spændinger, der alligevel opstår, kan du få løsnet op for med den efterfølgende træning.
Hvad er McKenzie øvelser?
McKenzie øvelser tilhører en behandlingsmetode, som er anvendt af mange fysioterapeuter og kiropraktorer. Navnet McKenzie stammer fra en New Zealandsk fysioterapeut, der i midten af det 20. århundrede erfarede, at hans patienter nød godt af gentagne bagoverbøjninger af ryggen.
McKenzie metoden er baseret på, at det moderne menneske bruger for mange timer i foroverbøjet position. De modsatorienterede øvelser er således med til at rette ryggen ud og styrke den del af rygmuskulaturen, som bliver svækket i den foroverbøjede siddestilling.
En velegnet øvelse
Hvis du skal opretholde motivationen, er det vigtigt at holde øvelserne simple. Her får du en let McKenzie øvelse, som du kan bruge:
Læg dig på gulvet (gerne på en måtte) på maven.
Sæt håndfladerne i gulvet ud for dine skuldre.
Fødderne holdes strakte.
Tag en dyb indånding.
På udåndingen presses hænderne mod gulvet, overkroppen løftes til næsten lodret position.
Kig op i loftet, mens du holder stillingen i et par sekunder.
Gentag øvelsen en håndfuld gange.
Kontakt en fysioterapeut
De fleste rygsmerter kan fjernes gennem dine egne McKenzie øvelser, men hvis du oplever, at smerterne fortsætter, skal du selvfølgelig opsøge en professionel. En fysioterapeut kan hjælpe dig med at blive klogere på problemet og give dig et effektivt træningsprogram.