Søgeresultater

Du har søgt på Roadtrip - Vi fandt 2

Route 66 bliver 100 år – Din guide til den perfekte roadtrip

august 2025


I 2026 fylder den legendariske Route 66 hele 100 år. Det betyder et år fyldt med fejringer, klassiske biltræf, koncerter og festivaler langs landevejen, der i generationer har været symbolet på frihed, eventyr og den amerikanske drøm. Hvis du længe har haft lyst til at tage på roadtrip gennem Route 66, er der næppe et bedre tidspunkt end netop jubilæumsåret at gøre det. Hvad er Route 66 – og hvorfor er den så ikonisk? Route 66 blev indviet i 1926 og strakte sig fra Chicago i Illinois til Santa Monica Pier i Californien. Den næsten 4.000 kilometer lange vej krydser otte stater og tre tidszoner, og undervejs oplever du alt fra de grønne marker i Midtvesten til de røde klipper i Arizona og Stillehavets kyst i Californien. Gennem tiden har Route 66 spillet en central rolle i USA’s historie. Under Depressionen i 1930’erne søgte tusindvis af familier vestpå i håbet om et bedre liv, og efter Anden Verdenskrig blev ruten synonym med ferie, bilkultur og frihed på landevejen. Den har inspireret musik, film og litteratur og er stadig et af de mest ikoniske roadtrips i verden. Oplevelser langs Route 66 En rejse ad Route 66 er fyldt med unikke oplevelser og seværdigheder: Chicago – startpunktet, hvor skyskraberne og storbyens puls sætter scenen. St. Louis – kendt for Mississippi-floden og den ikoniske Gateway Arch. Amarillo, Texas – her finder du Cadillac Ranch, hvor farverige biler står nedgravet i jorden. Albuquerque, New Mexico – en blanding af indiansk kulturarv og ørkenlandskaber. Grand Canyon – en af verdens mest imponerende naturoplevelser, få timer fra selve ruten. Santa Monica Pier – slutpunktet, hvor Stillehavets brusen markerer enden på eventyret. Men Route 66 handler ikke kun om de store highlights. Det er de små stop, der giver ruten sin sjæl: retro diners med neonskilte, gamle tankstationer, lokale museer og småbyer, der stadig lever af den legendariske landevej. Hvordan skal man køre Route 66? En af de store fordele ved Route 66 er friheden til selv at vælge, hvordan du vil opleve rejsen. Bil: Den mest populære løsning, perfekt hvis du vil kombinere komfort og fleksibilitet. Autocamper: Ideel for familier eller rejsende, der vil have frihed til at overnatte tæt på naturen. Motorcykel: For mange er det drømmen at cruise ad Route 66 på en Harley Davidson – en ægte klassiker. De fleste bruger omkring 18–21 dage på hele turen, hvilket giver tid til både køreturene og de mange stop undervejs. Rejser du med børn, er det oplagt at vælge bil eller autocamper, så der er plads og komfort til hele familien. Derfor er 2026 det perfekte år Når Route 66 fylder 100 år, bliver landevejen fejret som aldrig før. Jubilæet markeres i fem officielle værtsbyer – Joliet (Illinois), St. Louis (Missouri), Amarillo (Texas), Albuquerque (New Mexico) og Santa Monica (Californien). Her kan du opleve alt fra koncerter til klassiske bilshows og festivaler. Hvis du nogensinde har drømt om at køre Route 66, så er 2026 året, hvor drømmen bør blive til virkelighed. Du får ikke kun den klassiske roadtrip-oplevelse, men også chancen for at være en del af fejringen af en vej, der har skrevet sig ind i både USA’s og verdens kulturhistorie.

3 fede stop på vej til Spanien

september 2018


Skal I køre selv til Spanien her til sommer, og overvejer I at bryde turen op i mindre dele? I så fald bør I læse med her, hvor vi har samlet 3 helt oplagte steder fyldt med tilbud og attraktioner, som man med fordel kan gøre holdt ved på sin tur mod Spanien. Uanset om det er en familieferie, eller om I er en flok venner på tur, er der inspiration at hente her.   Køln For mange er Tyskland primært det store land, man kører igennem på sin vej mod sydligere himmelstrøg, men Tyskland og dets mange, mange byer har en masse at byde på, og Køln er ingen undtagelse. Byen har et rigt kulturliv, og attraktionerne byder både på arkitektoniske seværdigheder, museer og shoppingmuligheder.   Neumarkt Galerie (Neumarkt 2-4,5 0667 Køln) Allerede inden man træder ind i centret, imponerer det. Bygningen prydes nemlig af kunstværket ”Dropped Cone”, som slet og ret er en enorm isvaffel, som ligner, at den er blevet tabt med bunden i vejret og den smeltende is på vej ned af bygningens sider. Inde i centret kan du finde alt, hvad hjertet begærer; både bøger, møbler, mad, tøj, caféer og meget mere.   Historic Old Town (Altstadt-Quartier, 50667 Køln) Mange større byer har en gammel bydel, og det gælder også Køln. Har I brug for et skud charme, inden I fortsætter køreturen, er dette absolut et godt bud. Smalle gader med skæve bygninger, bryggerier, museer og den berømte sandwich Halver Hahn, som er helt typisk for Cologne-området.   Luxembourg Endelig har I kørt den sidste kilometer på den tyske Autobahn for denne omgang, og I er nu nået til Luxembourg, hvor der uden tvivl er aktiviteter for enhver smag og ethvert aktivitetsniveau. Når I alligevel er stoppet i Luxembourg, kan I ligeså godt nyde landets storslåede natur og dens mange muligheder.   Sejl i kano og kajak på Dillingen (10, rue de la Sûre L-6350 Dillingen) På Dillingen kan alle uanset niveau og erfaring være med, og det naturskønne område lægger i høj grad op til en fredelig tur på vandet i enten kano eller kajak. Brug kano- eller kajakturen som en slags sightseeing fra vandsiden, eller tag et race og find én gang for alle ud af hvem der er bilens hurtigste kano- eller kajakroer.   Vandr på Mullerthal Trail (Echternach) Er I mere til oplevelser fra landsiden, er det helt oplagt at tage på en vandretur. Luxembourg er kendt for sine smukke vandreruter, som varierer i terræn og sværhedsgrad. Mullerthal Trail er beliggende i ét af landets mest populære vandreområder, og med forskellige ruter kan I garanteret finde én, som passer til jeres temperament og ønsker.   Lyon Velankommet til Frankrig trænger I måske til en pause mere. Lyon er et område med mange facetter og tilbud, og hvadenten I er mest til museer eller gastronomi, er byen et stop værd.   Musée des Confluences (86 Quai Perrache, 69002 Lyon) Dette store museum imponerer allerede udefra. På facaden er der leget med strukturer, overflader og materialer, og arkitekturen gør det nærmest til et kunstværk i sig selv. Inden for byder museet på kæmpestore arealer med udstillinger om både for- og fremtid, og der er i det hele taget gentænkt på termen ”museum”. Man må gerne tage billeder, og i udvalgte afdelinger må man endda røre ved genstandene, hvilket giver en oplevelse for alle sanser.   Carafes en Folie-vinbar (56 avenue Maréchal Foch 07300 Tournon-sur-Rhône) Når I nu har stillet bilen, kan I ligeså godt aflægge denne vinbar et besøg. Du kan både nyde vinen i vinbarens hyggelige lokale, eller du kan tage den med videre. De mange forskellige vine er personligt udvalgt af personalet, og de afspejler områdets sofistikerede smage.