Hunden på camping

Mange hundeejere har det skidt med at aflevere deres mest pelsede familiemedlem på internatet, og det er da også langt fra alle hunde, der trives på internater. De mange hunde, konstante larm og små bure kan virke stressende for rigtig mange hunde, så hvorfor ikke tage hunden med? Er hunden en inkarneret del af familien, skal den selvfølgelig også have en plads på familiens årlige campingferie. Som campist tiltrækkes man ofte af skov, strand og natur – alle sammen steder, hvor hunde stortrives. Men tager man sin lille pelsede følgesvend med sig på camping, kan man ikke bare sådan lige tage hvor som helst hen, og der er nogle ting, man skal være opmærksom på. Læs med her!

 

Her kan I campere i Danmark

Det er langt fra alle campingpladser i Danmark, der byder de firbenede velkommen. Det er derfor vigtigt, at I, i god tid, orienterer jer over campingpladser, hvor hunde er tilladte og meget gerne campingpladser, der også er tilpasset hunde og deres behov. Flere campingpladser råder over indhegnede hundeluftningsområder, ligger lige ved hundeskov, har en hundelegeplads eller endda har en agility eller anden hundetræningsbane. Her er blandt andet Farsø Fjord Camping, Harbæk Fjord Camping, Humlum Fiskerleje og Camping, Ringkøbing Camping, Freddet Camping og Skarresø Camping værd at nævne. Men også mange andre campingpladser landet over byder hunde i alle størrelser velkommen

 

Skal i udenlands på camping?

Hvis I skal til andre europæiske lande og campere, er der endnu flere ting, I skal være opmærksomme på – både for jeres egen og for jeres hunds skyld

 

Sørg for, at hunden har det godt på bilturen

Hundens velvære er det vigtigste, når I vælger at tage den med på camping. Overvej om turen bliver for lang eller for anstrengende for hunden, og forhør jer eventuelt om mulig pasning, mens I er væk. De fleste hunde kan sagtens klare en længere biltur, men sørg for lange pauser, hvor hunden kan drikke, spise, løbe og strække sig undervejs – især hvis hunden ikke er vant til at køre langt.

 

Tjek pas, regler og love

Regler og love omkring pas, vacciner, adgangskrav og id-mærkning varierer fra land til land, så tjek derfor altid op på, om I opfylder disse krav i det pågældende land. Det ville være ærgerligt at ende med en bøde eller et indrejseforbud, før ferien overhovedet er gået i gang.

 

Gode råd til camping med hund

På en campingferie kan I ofte få lyst til at lave ting, som ikke er egnede for en hund, men hvad så med jeres pelsede familiemedlem? Rigtig mange campingpladser i Europa tilbyder hundepasning, så I med god samvittighed kan tage en dagstur væk fra pladsen. Få flere råd til camping med hund herunder.

 

Undgå en overophedet hund

Også når I har nået jeres destination er det vigtigt at være ekstra opmærksom på hunden. Hunde er ikke konstruerede til at klare varmen som os, så er I et varmt sted så sørg for, at hunden konstant har adgang til skygge og koldt drikkevand. Når I er på tur bør I altid medbringe drikkevand og eventuelt skål til hunden, lige såvel som I gør til jer selv.

 

Pak en hundetaske

Jeres hund har lige som jer nogle behov, så for ikke at glemme noget, bør i pakke en ’hundetaske’. Denne taske kan indeholde alt, hvad hunden får brug for under ferien, såsom hundesnor (også gerne en ekstra lang), legetøj, hundekurv, dens yndlingstæppe eller bamse, drikkedunk, godbidder og rigeligt med mad. Også hunde kan blive påvirkede af nye miljøer og klimaer, så ved at medbringe velkendte ting, giver I hunden de bedste forudsætninger for at få en god oplevelse.

I starten bør I lade hunden sove så tæt på jer som muligt, så den kan vænne sig til det nye sted, fx i et fortelt eller i en kurv i campingvognen.

God fornøjelse med at have hunden med på camping fra Kufferten!

Tags

Camping Hund