Husk disse 10 ting på din biltur sydpå

Sommeren nærmer sig med små, men sikre skridt, og det betyder, at mange er ved at forberede sig til den lange køretur sydpå. Måske er det første gang, I kører sydpå selv, og måske er det en fast sommertradition. Uanset hvad kan det ikke skade at få nye idéer til, hvad der kan forsøde og sikre køreturen mest muligt, og derfor har vi samlet 10 af de vigtigste ting, som man skal huske, når man sætter kurs mod syd.

 

Co-driverens fornemmeste opgave

Når man har sagt shot gun, har man også sagt co-driver, og her følger der en række vigtige opgaver med. Co-driverens vigtigste opgave er at sikre, at føreren har det godt. Mangler han/hun snacks? Er han/hun tørstig? Keder han/hun sig? Derudover er det også co-driverens rolle at finde vej og have styr på, hvilken afkørsel I skal tage næste gang.

 

Undgå kø med apps

Noget af det absolut værste ved længere køreture er kø, men heldigvis er der lanceret op til flere apps, som kan hjælpe jer med at styre udenom køer i Tyskland. A7-Nord, Stau Mobil og Baustellen er nogle af de fremhævede, som man med fordel kan downloade, inden man kører.

 

Mættende snacks

Gode og mættende snacks er én af de absolutte musthaves til længere køreture – både for at forsøde turen, og også for at undgå behovet for for mange madstop. Jo mere man laver selv, jo flere penge sparer man fra starten, og det betyder som bekendt, at der er mere luft i rejsebudgettet til farverige drinks i syden. Hjemmelavede pølsehorn, pizzasnegle, boller og pizza er udmærkede forslag, som er lette at spise i bilen.

 

Kolde drikkevarer

Som man nærmer sig sin sydlige destination, stiger temperaturen i bilen formentligt også, og derfor er det essentielt at have kølige drikkevarer til turen. Invester i en lille køletaske inden afrejse – der findes både modeller i blødt og hårdt materiale i forskellige prisklasser.

 

Rejsedokumenter

Når I kører på ferie, er der en række vigtige rejsedokumenter, som I skal huske; pas til alle i bilen – også børnene, kørekort, det blå sygesikringsbevis til alle i bilen og registreringsattest på bilen. Husker I disse dokumenter, undgår I uforudsete problemer på turen.

 

Bilkamera

Et bilkamera er ikke en udpræget dansk ting endnu, men det er under alle omstændigheder klogt at investere i inden en lang køretur. Bilkameraet filmer, mens du kører, og skulle du eller én af de nærmeste medtrafikanter være involveret i et uheld, har dit kamera optaget vigtig dokumentation, som kan være meget behjælpelig i en eventuel forsikringssag.

 

Rastepladser

På en lang køretur kan det være rart at have et overblik over hyggelige pausesteder på vejen, og endnu engang kan apps være behjælpelige. Eksempelvis finder man på Serwaysapp en oversigt over samt ratings af de tyske rastepladser, tankstationer og cafeteriaanlæg.

 

Musik eller lydbog

Afhængig af alderen på bilens passagerer kan enten den helt rigtige spilleliste eller en spændende lydbog være et godt middel til at holde øjnene åbne og humøret højt på vejen. Spotify er oplagt til at lave spillelister hjemmefra, og Mofibo samt mange andre tjenester tilbyder et stort udvalg af lydboger.

 

Blade og aviser til at holde sig opdateret

Er du én af de heldige, som kan læse uden at blive køresyg, er netop læsning i blade eller bøger en rigtig hyggelig tidsrøver i bilen. Er man en rigtig god co-driver, tilbyder man måske endda at læse højt for føreren?

 

En god pude til et godt hvil

Slutteligt er det alfa og omega for en god køretur, at man får hvilet lidt undervejs, og hertil kan en god, lille pude være helt uundværlig.