En alsidig, Vestjysk by

Hvidesande er den tange, der indkapsler Ringkøbing Fjord og er med sine 3016 indbyggere en lille Vestjysk fiskerby, som i dag også huser utrolig mange ferieglade turister i årets løb. Især er Hvide Sande en populær feriedestination for de tyske gæster, som i højsæsonen og skoleferier valfarter til den lille landtange. Hvide Sande er unik, idet byen er placeret midtimellem hav og fjord, så der er vand til begge sider.

 

Det skal I lave

Både kultur, familieoplevelser, sandstrand og fysisk udfoldelse kendetegner området, så der er masser at komme efter for både kærestepar, familier og vennegrupper i og omkring Hvide Sande. Nedenfor har vi samlet 3 gode bud på, hvad en weekendtur til Hvide Sande kan indeholde.

 

Oplev den unikke strand

Noget I bestemt ikke må snyde jer selv for, når I sætter kurs mod Hvide Sande, er stranden, der strækker sig over flere kilometer. På Hvide Sande Strand, kan hele familien boltre sig på en utrolig bred strand, uden at skulle flette tæer med andre turister eller få en badebold i hovedet, som det ofte sker og er tilfældet på de populære strande i og omkring storbyerne, fordi man er nødt til at ligge som sild i en tynde på de smalle strande. Vesterhavet er med sine brusende bølger og stærke strømme utilregnelig, så gå altid med børnene, når I skal ud og bade, og hold jer altid tæt ved bredden.         

 

Besøg det historiske fyr

Lyngvig Fyr er placeret i den nordlige del af Hvide Sande og fungerer både som fyrtårn og arkæologisk museum. Midt i Holmslands Klit rager det nyeste opførte fyrtårn langs den jyske vestkyst op midt i det spektakulære klitlandskab, og besøget kan derfor meget vel kombineres med en lang gåtur langs stranden. En tragisk havulykke i 1903 med 24 døde søfolk dannede grundlaget for opførelsen af fyret, og d. 3. november 1906, blev fyrets lys tændt for første gang. Fyret er placeret på en 17 m høj klit og er selv 38 meter højt, hvilket betyder, at fyret i alt rager 55 meter op i landskabet. I alt 228 trin fører fyrets besøgende op fra foden af klitten til toppen af fyrtårnet, og fra udsigtsbalkonen kan I nyde en panoramaudsigt over den smukke vestjyske natur.

 

Hop ind i en tidslomme

Et besøg på Abelines Gaard vil sende jer direkte ind i en tidsmaskine og tilbage til årene omkring århundredeskiftet mellem det 19. og 20. århundrede i datidens Vestjylland. Her har I, gennem levende historie, mulighed for at opleve, hvordan livet på og omkring klitgårdene langs den jyske vestkyst var i gamle dage. Gården er en gammel strandfogedgård og blev bygget mellem 1854-1871 af Abelines svigerfar. Abeline flyttede efter giftermålet ind i 1890, hvor hun blev til sin død i 1957. Gården står stadig autentisk og ser ud præcis som da Abeline boede der for et århundrede siden. Gården er både interessant for børn og voksne, og især de mindste medlemmer vil få megen sjov ud af at opleve livet i gamle dage på egen krop. Der er nemlig ofte såkaldt levende historie, hvor dygtige skuespillere gengiver hverdagen som den var, da Abeline boede på gården. Her kan hele familien også selv forsøge sig med gamle håndværkstraditioner som rebslagning, træarbejde og strik.

Uanset om I er kærestepar, familie eller vennegruppe, og om I besøger Hvide Sande i sommerferien, efterårsferien eller uden for skoleferierne, er der masser at se og give sig til – også hvis vejrudsigten forudsiger regn og kulde. Alt fra storslået natur, levende museer til eksotiske badeland og meget andet præger denne lille vestjyske perle.